Thisted Kirkes Drenge- og Mandskor

Thisted Kirke, d. 22/12-09, kl. 19.30.


Julen er jo fyldt op med traditioner. Hos mange starter de i indgangen til julemåneden, men spørger man ude i handelslivet, starter de allerede i oktober:-)
Traditionerne er utallige: Hvornår skal juletræet hentes og pyntes? Skal der serveres and eller gås? Skal vi have ris à la mande eller ej? Hvornår skal vi købe julegaver? Skal vi begynde inden eller vente til efter efterårsferien med at sætte de første kurve med lav-selv-julekravlenisser op foran kasselinierne? 

Disse mange, mange traditioner er alle udtryk for, at julen har en helt speciel plads i vores alles hjerter: Ikke for meget skal laves om - det skal være som det plejer, og som vi kender det. Det minder os om vores barndom, vores ungdom eller voksenlivet med egne børn. Jo, julen er fyldt med hjertevarme traditioner!

En sådan tradition er Thisted Kirkes Drenge-Mandskors "Engelsk Julemusik"-koncert også blevet. Koncerten er en fast tradition for mange - både familier og pårørende til korets medlemmer, kirkens personale og også for en lang række af korets trofaste støtter.

Billetterne er for længst udsolgt! På dagen for billetsalget var der en lang kø udenfor kirkekontoret, og de første 200 var solgt inden dage var omme. Det er jo nærmest som at skulle købe billet til en større rockkoncert - og i køen diskuteres om hvor mange man skal købe, om man har fulgt med i korets rejse til Australien, om man kan komme tæt nok på etc. 

Koncerten i år er den 22. i rækken, og derfor er det heller ikke underligt, at den også er en tradition for de efterhånden voksne korister, der er kommet hjem til jul. Nogle af dem har været med i alle årene fra de var små frække sopraner til nu, hvor de er store voksne basser, alter eller tenorer. Der er altid stor lyst til at deltage i denne koncert - uanset om man nu bor i Århus, Skive eller København.

Koret har øvet intensivt de sidste par dage på repertoiret, sidste prøve slutter kl. 17.45, og så lige hjem og spise/klæde om og klar til kl. 19.00.

Kirken er fyldt til randen med 470 gæster, og alle er på plads, da klokken bliver 19.30.

Starten er fantastik - "O Come, All Ye Faithful" er storslået: Orkester, kor og dirigent er igang med et brag! Derefter følger en smuk salme "The Angel Gabriel From Heaven Came" med soli af Frederik og Nicolai - meget rørende.

Kort efter er det Magnus og Emil, der på sikker vis stiller sig frem og synger "Spring Carol" i 2-stemmig sopran med akkompagnement af Svend Ole på klaver. Den dybe koncentration og de mange prøver belønner sig - den var lige præcis som de havde indstuderet!



Så følger flere smukke klassikere, som vi har hørt flere gange, men som vi slet ikke kan få nok af: "Bell Carol", "Star Carol", "Nativity Carol" og "Tomorrow Shall Be My Dancing Day". De synger og spiller med en stor indlevelse og der spores stor, stor sikkerhed over hele linien. Tre andre sopraner synger for i "Away In A Manger" - nemlig Nicolai, Jens og Kasper. Det er en meget smuk salme, som denne aften bare bliver endnu smukkere!
Finalen indeholder bl.a. "Jesus Child" og "What Sweeter Music" - igen et par smukke klassikere fra korets repertoire, og igen med stor sikkerhed. Afslutningen er "A Christmas Fantasy", der indeholder masser af brudstykker af mange velklingende julemelodier.

Ikke så mærkeligt at der er masser af klapsalver efter denne koncert. Alle klapper og klapper, og snart er alle oppe at stå for at hylde både kor, orkester og dirigent. De mange klapsalver belønnes (tør man sige - naturligvis?) med et ekstranummer, og det kan jo næste kun være.....
Ja, selvfølgelig skal vi da høre "Hallelujah" fra "Messias" - i en fejende flot udgave med orkester. Nogen salmer SKAL bare være med i en julekoncert, og lige netop dét nummer er der vist ikke nogen, der NOGENSINDE bliver træt af at høre på. Uanset om man står rundt om en swimmingpool hos Dorte og Lars Kirk i Brisbane eller er i Thisted Kirke 2 dage før juleaften.


...og hvis ikke vi allerede var i julestemning, kom vi det i hvert fald nu!

 

På hele tilskuerskarens vegne vil jeg gerne sige
 

TUSIND TAK TIL KOR, ORKESTER OG DIRIGENT

- GLÆDELIG JUL!

 

Med venlig hilsen
Henrik Lykke